Boganbefaling: Bogen om Baltimore familien

Tip til en spændende psykologisk roman om rivalisering og broderskab.

Både Manden og jeg slugte “Sandheden om Harry Quebert-sagen” på kun et par dage, og var begge ovenud begejstrede for romanen. Da jeg sidst i november så, at der var kommet en ny bog af Joël Dicker, vidste jeg straks, at jeg havde fundet den helt rigtige julegave til Manden.

Måske var jeg også kommet til at tænke en lille smule på mig selv, da jeg tog “Bogen om Baltimore familien” ned fra hylden. Og måske er det en lidt skidt ting at gøre. I hvert fald kom straffen i skikkelse af enoooorm laaaang ventetid. Det er jo sådan, at den der ejer bogen, må læse den først, og den der har givet den må vente. Og vente. Og vente. Og vente. I meeeget laaaang tid.

Midt i februar forbarmede Manden sig dog over mig. Han skulle ud at rejse, og var simpelthen så sød at efterlade bogen i min varetægt. Endda med tilladelse til at læse den – selvom han selv kun lige var begyndt på den. Det var altså virkelig pænt gjort. ♥

Bogen var hurtigt læst, og nu er det på høje tid med en anbefaling.

“Bogen om Baltimore familien” er en virkelig god roman om broderskab. Om sammenhold, jalousi, rivalisering og ubrydelig søskendekærlighed mellem tre fætre og deres fædre. Temaet afsløres gradvist gennem psykologiske skildringer af bogens karakterer. Som læser føles det som om, man langsomt bevæger sig ind mod midten af en spiral, mens de mange lag i historien afdækkes. Der stilles mange spørgsmål i bogen, og der gives mange hints, men først til allersidst falder brikkerne på plads. Den opbygning er jeg ret vild med, og bogen fangede mig fra første side.

Bogen handler om Marcus Goldman, som man i forvejen kender fra Quebert-sagen.De to bøger kan dog sagtens læses uafhængigt af hinanden, og bør i øvrigt slet ikke sammenlignes, da det er to forskellige genrer.

Handlingen i Baltimore-bogen finder sted flere år efter Harry Quebert-sagen, og nu er Marcus Goldman en succesfuld forfatter på udkig efter en ny historie. Han løber tilfældigt på sin store ungdomskærlighed, og mødet inspirerer ham til endelig at fortælle om den tragedie, der ramte hans familie, da han kun lige var ved at blive voksen.

Man ved tidligt, at der er sket en tragedie, og at nogle af karaktererne ikke er der mere. Man ved dog først sent, hvem der var involveret i tragedien, og hvad der er blevet af personerne. Imens lærer man Goldmanfamilien bedre at kende, og man kommer dybt ind i familiehemmeligheden. En hemmelighed der her får fatale konsekvenser, men som måske i virkeligheden er temmelig universel.

Kort sagt er det en virkelig god bog, som skal læses på sine egne præmisser uden at skele til Harry Qubert-sagen. Mange mener, at Quebert-bogen er bedst, og til at begynde med var jeg nok enig. Efterfølgende er det dog temaerne i Baltimore-bogen, der har efterladt det største indtryk. Hvis man forventer et drama, bliver man muligvis en anelse skuffet. Forventer man en psykologisk roman får man derimod en virkelig velskrevet fortælling.