Denne banankage har helt vildt mange intentioner om at være sund, hvilket jeg godt kan lide. Det lykkes endda ret godt for den, selvom ordene ‘sund’ og ‘kage’ ikke bør bruges i samme sætning. Er noget sundt, kan det umuligt være kage.
Kagen her er væsentligt mindre fedt- og sukkerholdig end, hvad der normalt kendetegner kager, og så er den bagt med fuldkornsmel. Alligevel smager den sødt, blødt og syndigt, som en kage bør.
Min far var forbi i går og fik et stykke serveret, og det var altså ikke til at ovebevise ham om kagens lødighed. Han blev ved med at fable om, at det jo var unødvendige kalorier, og det er det selvfølgelig også, hvis man spiser den udover det, man normalt indtager. Jeg mener dog, at et stykke af denne kage er et ganske fornuftigt bud på et velsmagende og fonuftigt mellemmåltid, når sukkertrangen er ved at slå en ud sidst på eftermiddagen eller man bare har lyst til lidt sødt til kaffen.

Banankage med god samvittighed
Ingredienser
- 4 dl hvid hvede
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk natron
- korn fra 1 vaniljestang
- 5 meget modne bananer
- 1 dl mælk
- 2 spsk muscovadosukker
- 60 g valnødder
- 50 g mørk chokolade
Sådan gør du
-
Tænd ovnen på 180 c varmluft. Bland mel, bagepulver, natron i en skål. Mos bananerne grundigt i en anden skål, og tilsæt sukker, vaniljekorn og mælk.
-
Rør bananmassen i melblandingen og vend det godt sammen. Hak nødder og chokolade og kom det i dejen.
-
Beklæd en brødform med bagepapir, hæld kagedejen i og bag den i ca. 40 minutter.
-
Nyd kagen lun med en varm drik
GemGem
Skriv et svar